Nyheder / Artikler

Du er på siden nyheder & artikler - side 6

Side 1 | Side 2 | Side 3 | Side 4 | Side 5 | Side 6


Dyrlægernes rejserapport DFA Kreta tur maj 2010.

9. Maj 2010 tog vi (2 dyrlæger, Louise og Ann, samt to dyrlægestuderende, Janne og Barbara) afsted til Kreta for at hjælpe Linda, der driver shelteret på Kreta.

Vi fik en varm velkomst af Linda og tre af hendes britiske hjælpere Olwen, Dave og Warrick og blev indkvarteret gratis hos en græsk kvinde, der driver et skønt ferielejlighedskompleks. De inviterede os også på middag mandag aften og til frokost torsdag middag. Vi fik desuden lov til at benytte os af deres gæstehytte og pool (men vi var kun i poolen en enkelt gang, da vi ellers var travlt optaget af at operere og tilse dyr). Vi fik lejet en bil og fik snakket med Linda og Olwen om, hvad vi skulle bruge af borde mm, og hvor mange dyr vi forventede at kunne nå at operere per dag.

Mandag gik vi så I gang med at sætte alt vores operationsudstyr op i Olwen og Daves garage. Og så gik det ellers løs med at kastrere og sterilisere hunde og katte. Olwen og Dave, et ældre britisk par, der hjælper Linda med den daglige drift af shelteret, var yderst gæstfri og hjælpsomme og lagde hus til hele ”cirkusset” med hunde og katte, som Linda og andre frivillige bragte til os.

I alt nåede vi at operere 63 dyr (21 hanhunde, 3 hankatte, 32 tæver og 7 hunkatte) fra mandag til fredag, heraf langt størstedelen hunde, og der var en stor overvægt af hundyr. Derudover var de flere af dem i løbetid eller (tidligt) drægtige. Vi knoklede løs for at nå så mange dyr, som vi overhovedet kunne og derfor kom vi stort set ikke hjem før 21-22- tiden hver aften, og før vi havde steriliseret alt udstyret og fået aftensmad, var det ofte midnat.

Derudover så vi på skadede dyr og syge dyr, som Linda eller frivillige på øen bragte til os. Linda driver et shelter, hvor hun pt. har ca. 200 hunde. Hun er en ildsjæl uden lige og har investeret alt, hvad hund ejer i at drive centeret. Det er hårdt, og hun mangler hjælpere og penge. Så alle donationer vil falde på et tørt sted.

Fredag eftermiddag løb vi tør for Zoletil (en del af anæstesiblandingen) og pakkede ned i Dave og Olwens garage og gæstehytte. Om aftenen modtog vi to hvalpe, som de studerende skulle have med hjem til Danmark til adoption.

Lørdagen gik med at køre pigerne til flyet, få pakket ned og slappe lidt af – det havde vi lidt glemt at gøre i løbet af ugen, så det var tiltrængt. Om aftenen modtog vi to hvalpe og tre andre hunde, som vi skulle have med os hjem i flyet, og tidligt næste morgen vendte dyrlægerne næsen hjem mod Danmark.

Alt i alt har det været en rigtig god tur, og vi vil gerne hjælpe Linda og DFA en anden gang igen. Der er stadig hårdt brug for ekstra hjælp både i form af økonomisk støtte, frivillige hjælpere til driften af shelteret, samt dyrlægehjælp på Kreta. Vi takker DFA for støtte til projektet.

Donation

Sara Nielsen har taget iniativ til - sammen med en stor gruppe ildsjæle - at der skal udføres forbedringer på Lindas internat. Blandt andet skal der graves rander, så ikke regnvandet ødelægger hvalpehuse og afdeling.Tillige opsætning af hegn til flere løbegårde, så hundene bedre kan beskyttes imod hinanden.
I denne tanke, har Sara evnet at samle et stort beløb ind til formålet.

Side 1 | Side 2 | Side 3 | Side 4 | Side 5 | Side 6