”Vores livs oplevelse” - Astrids og Majas beretning

Vi ankom til Kreta d. 17. juli 2011 med en blandet følelse af spænding og frygt for, hvad vi gik i møde. Forinden vores afrejse til Kreta havde Sara fra foreningen fortalt os, hvad der ventede os på Lindas internat, og hun lagde vægt på, at det var forfærdeligt, det vi snart ville komme til at se med egne øjne, og at det ville blive både vores livs bedste og værste oplevelse. Det sidste lød jo ikke ligefrem opmuntrende... så ærlig talt var vi enormt bange for, hvad vi gik i møde.

Da vi ankom til internatet blev vi modtaget af 250 gøende og hylende hunde, der hoppede op af hegnene og spænede rundt mellem hinanden. Det er ikke til at beskrive, hvor overvældende og voldsomt det var, og vi fik hurtigt indtryk af, at det var nogle vilde og bistre hunde vi øjeblikket efter skulle ind og hilse på for første gang. Vores hjerter bankede, og vi havde en ubehagelig forventning om, at vi ville blive væltet om kuld af vilde hunde. Overfaldet det blev vi også, men ikke på den måde vi havde frygtet. Det vi troede ville blive et farligt møde, var i virkeligheden en varm velkomst, hvor hundene udviste stor glæde og begejstring for at se os. Denne velkomst fik vi dagligt, de næste 10 dage, og den var medvirkende til, at vi følte os meget værdsat.

Vores arbejdsopgaver på internatet blev at sørge for, at hundene fik rent vand, at rengøre vandbøtter, som oftest var helt grønne af alger, og samle lort op i hundeindhegningerne. Sidst, men ikke mindst, det allermest vigtige: snakke og kæle med hundene, give dem al den kærlighed vi kunne, nusse, pjatte, lege og gå tur med dem. Aldrig har noget givet så meget mening for os som at gå rundt i 35 graders varme og samle lort op med hullede handsker blandt de dejligste hunde.

Alt var dog ikke kun en glæde. Psykisk gjorde det ondt at gå rundt mellem 250 hunde, som var blevet forladt eller mishandlet af deres tidligere ejere, og som nu var endt på Lindas internat. Der var hunde, som var totalt udmagrede, hunde, der havde fået skåret ørerne af, var blevet brændt eller skudt. Hunde, der var fuldstændig befænget med smådyr og flåter, og hunde der var uhelbredeligt syge. Til trods for hvilke forfærdelige skæbner disse hunde har haft, var ikke en eneste af dem aggressive eller farlige, hvilket var fantastisk at opleve. Tænk at de kunne have så stor tillid til os og være så hengivne og godmodige, efter deres tidligere oplevelser med mennesker.

Der var dog også de skrøbelige og angste hunde, som aldrig kom i nærheden af os. Hunde, der søgte tryghed nede i indhegningens hjørne, i deres hus eller fuldstændig klemt ind mellem væg og hegn. At se den frygt i hundenes øjne var det værste vi oplevede, fordi vi følte os så magtesløse.

Det gjorde også ondt at finde ud af, at Linda ikke har penge nok til at købe tilstrækkelig mad til hundene. I fodersituationen var der slåskamp, og hundene gik rent ud sagt amok for at få mad. Linda var heldigvis meget opmærksom på, at de svagere hunde i flokkene også fik noget at spise. Det var en ubehagelig oplevelse at være med til at fodre, de ellers så godmodige hunde blev til rovdyr, der ville gøre hvad som helst for føde.

Vi har stor respekt for det arbejde, Linda dagligt laver – fra tidlig morgen til sen aften er hun i gang. Der skal gives medicin, rent vand, muges ud og gøres rent, nusses, gås tur med hundene og fodres - og så skal internatet jo også vedligeholdes, det kræver sin Kvinde! Det er ikke bare 10 hunde, Linda skal tage vare på, men derimod 250! – hele hendes liv har hun viet til hundene.

At hele Lindas liv er viet til hundene så vi tydeligt, da vi en aften var på vej hjem fra Chania sammen med Linda: I et stort gadekryds med voldsom trafik, ser Linda pludselig en lille hund, der står stiv af skræk på fortovet, mens bilerne drøner forbi. Linda holder ind til siden og springer ud af bilen, vi følger efter. Men da vi kommer ud er hunden er væk. Vi kigger i buskene i vejkanten og ser pludselig den lille hund, der angst står og gemmer sig inde i et buskads. Efter lang tid lykkes det Linda at lokke hunden ud med lidt mad, og den kommer med ind i bilen, hvor den sidder, stiv som et bræt af skræk. Den lille forsigtige hund fik lov at bo under vores senge et par dage. Den var ikke nem at komme i kontakt med, men livede endelig op, da den kom på besøg oppe hos Linda. Hendes 6 hunde var lige hvad, der skulle til, og lille Sofia, som vi døbte hende, kunne begynde sit nye liv.


Noget af det mest positive vi under vores tur oplevede, var, at der blev adopteret så mange hunde afsted til bl.a. Danmark, Tyskland og Sverige. På bare 10 dage sagde vi farvel til 7-8 hunde, foruden de to hvalpe vi selv bragte med os hjem til Danmark. Det var for os en stor oplevelse og en ære at være med til at bringe disse hunde videre til deres nye hjem og liv.

Vi ser begge tilbage på vores tur til Kreta og arbejdet på Lindas internat, som den bedste oplevelse i vores liv, en oplevelse, som vi aldrig ville have været foruden. Det at kunne gøre en så stor forskel for andre skæbner, gav os en kæmpe glæde og tilfredsstillelse på en måde, vi ikke før har oplevet. Det har været det allermest meningsfulde arbejde vi har udført – og faktisk vil vi ikke engang kalde det arbejde, for det var jo udelukkende en stor ære, og ikke en pligt. Vi følte os værdsat på en helt unik måde, og vi fik uden tvivl mere igen – af tillid og kærlighed – end vi selv var i stand til at give hundene.

Nu sidder vi tilbage med et tomrum og savner hundene ufattelig meget. Vi føler en magtesløshed, idet vi ikke kan være der for dem og ikke kan følge med i deres liv. Hvordan mon de klarer sig? Får de vand og mad? Er der nu penge nok til at få det hele til at løbe rundt? Og kan Linda blive ved med at være der for hundene dag ud og dag ind, helt selv?

Vi sidder og tripper efter at komme ned til hundene igen, vi kan næsten ikke vente. Og vi ved, at vi vil sætte vores ben på Lindas internat ikke bare en gang mere, men rigtig mange gange i fremtiden. Når man først har oplevet at være på Lindas internat, mødt de fantastiske hunde og været med til at gøre en forskel – så gør man det også igen... og igen!

Og det vil vi også anbefale, at du gør! Vær med til at gøre en forskel og få samtidig dit livs mest værdifulde oplevelse, som du aldrig kommer til at fortryde... du falder pladask for de godmodige hunde og vil gøre alt for at redde hver eneste af dem, og de vil være dig så evigt taknemmelige!